Værd at vide om Flower Circus roser... og om roser generelt...

Her kan du finde gode råd og tips om:
Placering
Plantning
Vanding og gødning

Beskæring
Sygdomme
Skadedyr

Vinterdækning
Året rundt med roser

Plantested

Flower Circus roserne foretrækker en placering så de får så meget sol som muligt, gerne et åbent sted i haven - men ikke hvor der er træk. De bør ikke plantes i skygge eller hvor der er risiko for fugtige pletter. Roser udvikler lange rødder, så jordbunden må gerne være blød og løs - og vær opmærksom på at regnvand mv. skal kunne løbe fra.

Har der været plantet roser i jorden tidligere, er det vigtigt at jorden bliver skiftet ud, så roserne bliver plantet i "frisk jord".

Plant gerne roser sammen med stauder - men placer dem i grupper - de bør ikke "blandes". Lav en god afstand, så stauderne og roser har plads til at sætte deres rødder. Plant gerne tidlige og sent blomstrende stauder, det giver en længere blomstringssæson i bedet.

 

Plantning

Det bedste tidspunkt at plante barrodsroser på, er i oktober eller start november, så planten kan nå af få fat inden vinteren sætter ind. Men man kan dog også plante i foåret - marts eller april - og kommer planterne fra et kølehus kan plantningen strækkes til langt hen i juni måned - så skal man dog være flittig med vandslangen.

Det er nødvendigt at vande roserne godt inden du planter - lad dem trække vand i en balje et par timer eller mere. Beskær før du planter - 15-20 cm over podestedet - og der må også gerne trimmes i rødderne.

Plantehullet skal være stort og med løs jord, så rødderne kan finde vej. Rosen plantes så podestedet er 8-10 cm under jordoverfladen. Fyld med jord og vand godt, træd jorden godt til omkring planten og vand igen.

Har du købt roser i potter kan disse plantes hele året rundt. Husk blot at vand meget og tit på varme dage.

Vanding og gødning

Når først roserne er plantet vil de slå dybe rødder, og dermed trækker planten vand nedefra. Men når det er sagt, så skal roserne vandes hvis der kommer længere tørkeperioder.

Husk også at de nyplantede roser skal vandes. Sørg for at vande langsomt, så rødderne får gavn af vandet. Vandes med kande eller slange, så undgå at vande på rosenbladene. Vil du være ekstra god ved dine roser, er det en god ide at kultivere ved roserne, så jorden løsnes og ikke bliver hård.

Så kommer vi til det med gødning - og roser kræver virkelig megen gødning hvis man vil have sunde roser: Køb en pakke gødning speciel til roser, som skal gives i marts eller april. Følg nøje anvisningen på pakken - for roserne kan nemlig også få for meget! En langtidsvirkende gødning kan bruges fra midten af maj.

Vær opmærksom på svag vækst, gule blade og få blomster - det kan være tegn på kvælstofmangel.

Hvis der gødes i tørre perioder, så husk det er vigtigt at få vandet.

Beskæring

I april måned, når frosten har sluppet sit tag, klippes roserne ned og døde skud fjernes. Roserne klippes ned til en højde af 15-20 cm. Gamle og svage skud fjernes helt - og ved "sorte" eller døde skud klippes ned til det friske træ.
Når roserne klippes ned bruges en skarp saks. Klip ca 2 cm over det "øje" hovr det nye skud vokser frem.

Husk også sommeren igennem af fjerne vildskud. Fjern gerne de visne blomster - så sikrer man at der vokser nye blomster frem i stedet for hyben.

 

Sygdomme

Meldug ses som et hvidt "lag" der sætter sig på bladene. Derefter bliver blade og skud brune. Fjern de dele der er angrebet. Meldug skyldes som regel at planterne i kortere eller længere tid har manglet vand.

Flower CIrcus roserne er testet og er meget mere modstandsdygtig end mange af de gamle kendte rosensorter.

Rosenstråleplet kan være særdeles ødelæggende. Først ses små lysebrune pletter på oversiden af bladene, der i et senere stadium bliver større. Bladene bliver gule og falder af, lang tid før normalt løvfald. Ved voldsomme angreb står roserne helt nøgne i september.

Rosenrust ses som rød-tule "rust" pletter på de øverste blades overflade og der dannes sporer på underliggende blade. Derefter bliver blade og skud brune og dør.

Skadedyr

I den almindelig have, er det svært at undgå bladlus. De sætter sig gerne i de unge skud - og får skud og blade til at krølle sig sammen. Der findes mange gode råd mod bladlusen: Nogen siger at det hjælper at vande med en kold vandstråle - andre foreslår sæbevand. Har man mange mariehøns og småfugle kan disse holde lusene nede.

Spindemider efterlade små spindelvæv. Nogen siger at et afkog af brændenælder skulle hjælpe!

Rosenbladehvepsens pupper sidder på de nederste blade. Pil pupper af bladene og mas dem.

Flower Circus til potter og krukker

Flower Circus® roserne er særdeles velegnet til krukker og potter. Roserne elsker solen og placeres hvor der kommer lidt vind. Da roserne har et stort rodnet, bør de plantes i krukker af mindst 40 cm højde og Ø40 cm. Husk at der skal være huller i bunden, så overskydende vand kan løbe fra krukkerne. Brug en blød og gødningsrig jord - køb evt. rosenjord i planteskolen.

Roserne kan sagtens overvintre i krukkerne - men de skal tildække med flis og gran hvis man lader dem stå på terrassen. Sæt dem op ad en mur og dæk godt til - krukkerne skal også dækkes. Er det muligt at sætte dem i carport eller garage er dette endnu bedre.

Året rundt med Flower Circus

I kalenderen her starter rosensæsonen om efteråret.
Indkøbte barrodsplanter plantes i oktober eller start november.
Når frosten sætter ind dækkes til med blade og gran.
I april når den sidste frost er af jorden, klippes roserne ned og gødes.
Nyd de dejlige blomster sommeren igennem til frosten sætter ind.
Husk vand og gødning.

Har du plantet i krukker, så vær ekstra opmærksom på frosten og sørg for en god vinterdækning.

God fornøjelse med roserne!